Spring for Livet vender tilbage på Frederiksberg

Pressemeddelelse Frederiksberg Kommune | 28. februar 2022

Der er udsigt til smil på læben og sved på panden, når hundredvis af seniorer kaster sig ud i et væld af aktiviteter til Frederiksbergs største motionsevent for alle over 60 år. Det sker den 3. marts i Frederiksberghallerne.

Badminton, dans, og gåture i fællesskab. Spring for livet vender tilbage til Frederiksberg med en ta’ selv buffet af idræts- og motionsaktiviteter, der giver adgang til gode fællesskaber. I år vil der også være et særligt fokus på mental sundhed og refleksion over livet, vi har levet.

Det glæder borgmester Michael Vindfeldt (S), at arrangementer som Spring for Livet igen kan afvikles på Frederiksberg:

"Der er brug for at genstarte fællesskaberne. Vi skal finde hinanden igen efter to år med restriktioner, og hvad er bedre end én stor motionsdag til at genfinde glæden ved bevægelse og nærvær? Det har både byen, borgerne og foreningerne brug for."

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget på Frederiksberg, Lotte Kofoed (SF), ser også frem til motionsdagen, der i flere år har tiltrukket mange hundrede seniorer på Frederiksberg:

"Spring for Livet har været en hjørnesten i Bevæg Dig for Livet-indsatsen i Frederiksberg Kommune siden 2018. Det er en stor glæde, at vi kan mødes fysisk her i 2022 efter en lang periode, hvor mange har været isoleret. Foreningslivet og idrætsfællesskaber er bærende elementer i et sundt og langt seniorliv, og jeg glæder mig til at opleve begejstringen og bevægelsesglæden gå hånd i hånd med kaffesnakke og mødet med lokale foreningskræfter."

Frederiksberg bugner af motionsfællesskaber af forskellig art, og til Spring for Livet er der aktiviteter for både nybegyndere, de mere rutinerede, men også dem, der mest er med for hyggens skyld. På dagen kan man møde over 30 organisationer og lokale foreninger og prøve mere end 40 forskellige motionsaktiviteter.

Spring for Livet er gratis for alle deltagere, og der bliver både serveret morgenmad, kaffe og frokost, inden dørene lukker igen 14.00. Tilmelding er ikke nødvendig.

Program for Spring For Livet-dagen:

  • 9.30 Dørene åbner
  • 9.50 Taler, morgensang og fælles morgenmad
  • 10.30 Aktiviteter og infostande åbner
  • 12.00 Fælles frokost
  • 13.00 Oplæg om livshistorier
  • 13.45 Vindere af spørgeskemakonkurrence udtrækkes
  • 14.00 Tak for i dag

Fakta om Spring For Livet:
Spring for Livet er et samarbejde mellem Frederiksberg Kommune og DGI Storkøbenhavn. Det er tredje gang, at Spring for Livet afholdes på Frederiksberg.

I 2021 blev Spring for Livet udelukkede afviklet i en virtuel udgave. Her strakte aktiviteterne sig over otte uger og inkluderede online-træning, virtuelle museums-ture, foredrag og oplæg.

Nyhedsbrev

Spring for Livet og vores dygtige samarbejdspartnere afholder aktiviteter hele året rundt. Gå ikke glip af vores mange gratis tilbud – Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyt om vores kommende arrangementer, gode tips og inspiration til et sjovt og sundt seniorliv.

Dine oplysninger er sikre hos os, og du kan til enhver tid afmelde dig med et enkelt klik. ​

Nyhedsbrev

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Scroll to Top